20 minutter i helvede

I søndags havde jeg besøg af min meget kloge veninde. Vi havde ikke set hinanden længe. Så tiden skulle ikke bruges , synes jeg, på at underholde børnehavebarnet. Og der var kaffe og sødesager på bordet. Lige noget for børnehavebarnet. Han fik lidt, så lidt mere i håbet om, at han denne gang kunne lege for sig selv. Der skete det, velvidende at det var dømt til at mislykkes, at jeg overbeviste mig selv om, at jeg kunne købe mig til 20 min fred. ” Her tag denne småkage og så går du ind og leger” som om det sker! Men det blev ikke til 20 min fred men 20 min i helvede. Jeg ville jo så gerne lytte og være nærværende. Og så stod han der igen.
Først da jeg sagde stop og mente det – det er slut, ikke flere småkager og nu leger du selv. Først da fik jeg ro. For nu kunne han mærke og høre, at jeg mente det.
Det kan være svært, at finde balancen imellem at være tilstede for både børnehavebarnet og veninde. Og vi blev alle forvirret da jeg forsøgte at opfylde begges behov. Hver ting til sin tid. Da jeg meldte ud, fortalte ham, at nu er det tid til “voksensnak” og stod fast fik vi tid, min veninde og jeg. Da hun var gået blev det tid til hygge og nærvær sammen med børnehavebarnet. Og sikke han nød det – en mor der var tilstede uden at bestikke ham med kager…