Mindre afhængighed og Mere nærvær tak!

Jeg har haft en umådelig dårlig vane. Som nu er resulteret i , at jeg nærmest kun kan taste med højre hånd. Jeg elsker min mobil telefon. Jeg er en af dem der bruger den til stort set alt online aktiviter. Det er sådan set ikke den værste dårlige vane. Vanen består i, når jeg taler i telefon, at jeg holder mobilen mellem øre og skulder. På den måde får jeg hænderne fri. Nu er min skulder og arm så spændt, at jeg dårlig nok kan løfte venstre arm. Spændingerne sidder så dybt og jeg er helt skæv.

Måske det er et vink med en vognstank fra universet, om mere nærvær til mig selv og min familie… Skal lige vende mig til en ny fase. En fase hvor jeg ikke hele tiden er opdateret på de sociale medier og hvor mobilen ikke er klistre fast til min hånd. Og hvor jeg skal til at se mig selv og mine unger noget mere i øjnene og følge med i mit eget liv. Må desværre nok sande at der er dage hvor jeg er afhængig af at se om græsset skulle være grønnere på den anden side.

Udgivet i Hvorfra min verden går. | Tagget , , | Skriv en kommentar

Du vælger selv dit moderskab….[ eller gør du]

I øjeblikket ser jeg to lejre; dem der har børn og dem der fravælger at få børn. De skyder skarpt mod hinanden igennem debatindlæg i diverse aviser.Banen er kridtet hårdt op, og de står i hver sin skyttegrav.

Jeg synes det er ærgerligt, at søstersolidariteten og accepten af de valg vi tager er ikke eksisterende. Tidligere , som jeg ser det, var det dem der valgte børnene fra der skulle forsvare deres valg. Nu er det alle os med børn der farer i blækhuset fordi nogle kvinder tør stille spørgsmålstegn ved vores valg. ” man ved ikke hvad det er, at være mor før man er det “ det er jo sådan set rigtig nok , men det gælder jo alt her i livet. Job, uddannelse, venskaber, ferier, ect Vi kan forestille os hvordan det vil blive/ være, mærke efter om det er noget vi har lyst eller ej.

Jeg ville ønske at vi kunne hylde vores forskelligheder, accepere hinandens valg. Hvor ville det være så meget lettere at turde træde ud af den brune kasse vi sidder i. Tænk på hvilke muligheder der åbner sig. Det er jo [selv] kærligheder ud over alle planer.  Accepten handler ikke om, at vi ikke må stille spørgsmål. For det er igennem viden vi også lærer om os selv, vores værdier og valg. Måske lærer vi ligefrem noget nyt. Men vi skal ikke dømme. tvært imod skal vi hylde. Vi behøver ikke være enige om hvordan livet skal leves, så længe hver enkelt selv er glad og tilfreds.

Så spørgsmålet er hvor mange af os der selv bestemmer hvordan vi vil være som mor,eller om vi lader andre definere hvad der er rigtig for os og vores børn?

Udgivet i Positiv forandring | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Dengang der lød et ramaskrig …

Jeg var 5 -6 år første gang jeg oplevede hvilke reaktioner det medfører når vi vælger os selv til. Min mor havde et vennepar, Karl og Elly, som jeg blev ind i mellem blev passet hos.

De havde , som jeg husker det, en nabo hvor konen lige pludselig gerne ville ud og realisere  sig selv, som det så smukt hed i de glade 70´er .

Jeg funderede meget over, hvor mon den realisering førte hende hen. Jeg fornemmede jo hurtigt, at det ikke var populært at ville realisere sig selv. Wow sikke reaktioner der kom ud af det, ” har du hørt det ? Nu vil hun også realisere sig selv…jamen altså og stakkels hendes mand” Her var der ingen søstersolidaritet, kvindelejr og kæmp for din ret til at være en fri kvinde at spore nogen steder.

Jeg sad og lyttede med på stolen ved siden af  når de voksne snakkede, et inferno af meninger og ramaskrig. Fik en følelse af , at det gør andre mennesker kede af det når vi vælger at træde ud af den kasse vi er sat i.  Den overbevisning havde jeg med mig langt op i mit voksenliv.

Jeg håber at livet har været god ved hende, og realiseringen førte hende steder hen fyldt med gode oplevelser.

 

Udgivet i Hvorfra min verden går. | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Hvilken kvinde er du ?

Kvindernes internationale kampdag fik mig til, at tænke på alle de roller som vi kvinder også har. Og de masker vi bærer både for os selv og for andre. Det vi siger til hinanden og til os selv når ingen andre hører os. Om at være kvinde, om ligestilling, om at være et objekt,  om at kvinder`s stressniveau stiger når de tager fra arbejde og hjem. [ det er omvendt for mænd ] Om at føles os okay uanset hvilke valg vi træffer.

 

The Type

Everyone needs a place. It shouldn’t be inside of someone else. -Richard Siken

If you grow up the type of woman men want to look at,
you can let them look at you. But do not mistake eyes for hands.

Or windows.
Or mirrors.

Let them see what a woman looks like.
They may not have ever seen one before.

If you grow up the type of woman men want to touch,
you can let them touch you.

Sometimes it is not you they are reaching for.
Sometimes it is a bottle. A door. A sandwich. A Pulitzer. Another woman.

But their hands found you first. Do not mistake yourself for a guardian.
Or a muse. Or a promise. Or a victim. Or a snack.

You are a woman. Skin and bones. Veins and nerves. Hair and sweat.
You are not made of metaphors. Not apologies. Not excuses.

If you grow up the type of woman men want to hold,
you can let them hold you.

All day they practice keeping their bodies upright–
even after all this evolving, it still feels unnatural, still strains the muscles,

holds firm the arms and spine. Only some men will want to learn
what it feels like to curl themselves into a question mark around you,

admit they do not have the answers
they thought they would have by now;

some men will want to hold you like The Answer.
You are not The Answer.

You are not the problem. You are not the poem
or the punchline or the riddle or the joke.

Woman. If you grow up the type men want to love,
You can let them love you.

Being loved is not the same thing as loving.
When you fall in love, it is discovering the ocean

after years of puddle jumping. It is realizing you have hands.
It is reaching for the tightrope when the crowds have all gone home.

Do not spend time wondering if you are the type of woman
men will hurt. If he leaves you with a car alarm heart, you learn to sing along.

It is hard to stop loving the ocean. Even after it has left you gasping, salty.
Forgive yourself for the decisions you have made, the ones you still call

mistakes when you tuck them in at night. And know this:
Know you are the type of woman who is searching for a place to call yours.

Let the statues crumble.
You have always been the place.

You are a woman who can build it yourself.
You were born to build.

Udgivet i Hvorfra min verden går. | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar

Vi har alle en historie at fortælle.

Det er min overbevisning, at vi alle har en historier vi gerne vil fortælle, hvis vi er trygge nok til at dele den. Jeg elsker at høre historier fra andres liv og hverdag. Hvordan de gik fra A til B , hvordan de løser deres udforinger, hvad der skaber glæde og det der gør en forskel i deres liv.

Denne video handler om de historier, vi alle har inde i os. Historier som kan gøre en forskel for et andet menneske. Hvis tør dele dem.

Udgivet i Hvorfra min verden går. | Skriv en kommentar