Det kræver en landsby at opdrage et barn.

” Det kræver en landsby at opdrage et barn” er et gammelt indiansk ordsprog. Det samme gør sig gældende når man bliver syg eller på andre områder er udfordret.  Jeg fået en masse hjælp fra veninder blandt andet min veninde Line der har indtalt Pernille Rahbeks bog ” Kan man se jeg har grædt” på lydfil, da jeg ikke selv kunne koncentere mig.

Jeg har hyret hjælpere ind, som kunne støtte mig i min proces. Andre er selv dukket op som fx: Healer Bo Semlov som jeg mødte i Holms bageri. Bo formåede at skabe så meget ro og livsglæde i mig , som tog med mig når jeg skulle skannes. Fantastisk følelse at ligge der i skanneren med lykkebobler.

Intuitiv  mentor Sanne Otilia Philipson der vækkede mig af min tårnerose søvn. Hun har rusket op i mig, og givet mig mod til at om favne min sårbareside. Hun har vidst mig hvad den handler om, knuden, frygt og kontrol sidder der i den. Så den del arbejder jeg med at give slip på. Sanne er min livslinie ud i forndringesproecen – hun er med til at åbne mine øjne.

Anja fra Mindful passion som med sine tolkninger af Englebeskeder giver indre ro.

Min veninde Friederikke som har lagt et yogaprogram til mig og healet mig med symboler.

Rebekkah leve som har været forbi med sine feng shui ekspertise – som har skabt ro og lækkerhed i boligen. Vi har ryddet ud og op i stor stil.

Jeg har haft stor glæde af at læse ” Kroppens Hemmelige Sprog”  af Inna Segal som jeg varmt kan anbefale den.

 

Numerolog Millielil Roamunde.  som har lavet det det fineste numeroskop til mig

Torben og Dianna fra Radioni som er ved at genoprette balancen i min krop. Jeg har været ude af balance på flere planer.

så er der venner til børnene og deres forældre som har været så søde at invitere dem med i sommerhus, biografen og legeaftaler. Det har ikke været den sjoveste sommer for dem.

Og ikke mindst har der været naboer forbi med mad: vi kommer forbi på lørdag hvad vil I have og spise? og bum så stod  der 2 rettes menu  på bordet.

Som du kan læse så bliver jeg støttet på flere planer. Og jo mere jeg arbejder med mig selv jo flere indsigter  lander der lige så stille og rolig. Og jeg kan slippe det der begrænser og hæmmer mig at leve livet som for mig er sandt. Og for at kunne det , så kræver det at jeg er villig til at vise sårbarhed, og turde mærke mine følelser.

 

 

 

 

 

 

Udgivet i Positiv forandring | En kommentar

Nyt navn, ny hverdag , nye tider…

Jeg har længe haft lyst til at skifte navn – men ikke været et villig til at ofre pengene. Var jeg nu også det værd? Jeg tog en beslutning da min krop larmede mere , blev mere og mere fastlåst. Jeg fik af vide at der er sygdom i mit navn! Så kunne det nok være at jeg fik skiftet navn. Bum! 2 dage efter jeg valgte mit nye navn …Nu sidder jeg i kørestol fordi der sidder en knude og trykker min balance -jeg har svært ved at styre mit venstre fod.  Jeg er lige nu kemo behandling fordi den skal skrumpe – og så er der planlagt operation.

Hvis jeg ser på den med spirituelle briller. Så har jeg ikke haft balance i mit liv. Jeg har altid  været mere optaget af hvad andre mener og gør end hvad jeg selv mener. Jeg hopper hurtigt over i andres energi og dramaer.

Knuden handler om frygt og kontrol. Jeg har ikke villet give mig selv det bedste, har brugt min mand og børn som undskyldning for ikke at gå efter det jeg gerne ville. Jeg har set fare alle vegne. Fx har jeg længe ville have en hund det vil min mand ikke , men som en veninde sagde . ” er du ikke voksen? Så bestemmer du selv Men så fandt jeg bare en anden undskyldning: hunde er et sejlbillede på deres ejer. Endnu en måde overbevisning der absolut ikke kommer hverken glæde og flow ud af …

Jeg har holdt fast i relationer, ting og overbevisninger selv om jeg godt kunne mærke at de ikke var gode for mig. Jeg har ikke stolet på mig selv og mine følelser. Gjort mig selv forkert.

Jeg har hanket op i mig selv ved at jeg er begyndt at spise efter min blodtype og og oprydning og feng shui indretning. Vi får i den grad lukket huller og og indrettet hjemmet.

Der vil komme flere ændringer både mentalt og bolig efterhånden som jeg får arbejdet med de hæmmende overbevisninger, modstand på forandringer.

Og så har jeg opdaget jeg larmet og været ekstrovert fordi jeg ikke har ville mærke mine følelser. Så var det meget bedre at larme…nu vil jeg dyrke min introverte side.  Jeg har taget mere hensyn til andres følelser end til end til mine egne. Jeg har villet alle andre mere end jeg har villet mig selv.

I øvrigt hedder jeg nu Bernadette vicktoria Coco Cymborski

 

 

 

 

Udgivet i Positiv forandring | Tagget , | 4 kommentarer

Mindre afhængighed og Mere nærvær tak!

Jeg har haft en umådelig dårlig vane. Som nu er resulteret i , at jeg nærmest kun kan taste med højre hånd. Jeg elsker min mobil telefon. Jeg er en af dem der bruger den til stort set alt online aktiviter. Det er sådan set ikke den værste dårlige vane. Vanen består i, når jeg taler i telefon, at jeg holder mobilen mellem øre og skulder. På den måde får jeg hænderne fri. Nu er min skulder og arm så spændt, at jeg dårlig nok kan løfte venstre arm. Spændingerne sidder så dybt og jeg er helt skæv.

Måske det er et vink med en vognstank fra universet, om mere nærvær til mig selv og min familie… Skal lige vende mig til en ny fase. En fase hvor jeg ikke hele tiden er opdateret på de sociale medier og hvor mobilen ikke er klistre fast til min hånd. Og hvor jeg skal til at se mig selv og mine unger noget mere i øjnene og følge med i mit eget liv. Må desværre nok sande at der er dage hvor jeg er afhængig af at se om græsset skulle være grønnere på den anden side.

Udgivet i Hvorfra min verden går. | Tagget , , | Skriv en kommentar

Du vælger selv dit moderskab….[ eller gør du]

I øjeblikket ser jeg to lejre; dem der har børn og dem der fravælger at få børn. De skyder skarpt mod hinanden igennem debatindlæg i diverse aviser.Banen er kridtet hårdt op, og de står i hver sin skyttegrav.

Jeg synes det er ærgerligt, at søstersolidariteten og accepten af de valg vi tager er ikke eksisterende. Tidligere , som jeg ser det, var det dem der valgte børnene fra der skulle forsvare deres valg. Nu er det alle os med børn der farer i blækhuset fordi nogle kvinder tør stille spørgsmålstegn ved vores valg. ” man ved ikke hvad det er, at være mor før man er det “ det er jo sådan set rigtig nok , men det gælder jo alt her i livet. Job, uddannelse, venskaber, ferier, ect Vi kan forestille os hvordan det vil blive/ være, mærke efter om det er noget vi har lyst eller ej.

Jeg ville ønske at vi kunne hylde vores forskelligheder, accepere hinandens valg. Hvor ville det være så meget lettere at turde træde ud af den brune kasse vi sidder i. Tænk på hvilke muligheder der åbner sig. Det er jo [selv] kærligheder ud over alle planer.  Accepten handler ikke om, at vi ikke må stille spørgsmål. For det er igennem viden vi også lærer om os selv, vores værdier og valg. Måske lærer vi ligefrem noget nyt. Men vi skal ikke dømme. tvært imod skal vi hylde. Vi behøver ikke være enige om hvordan livet skal leves, så længe hver enkelt selv er glad og tilfreds.

Så spørgsmålet er hvor mange af os der selv bestemmer hvordan vi vil være som mor,eller om vi lader andre definere hvad der er rigtig for os og vores børn?

Udgivet i Positiv forandring | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Dengang der lød et ramaskrig …

Jeg var 5 -6 år første gang jeg oplevede hvilke reaktioner det medfører når vi vælger os selv til. Min mor havde et vennepar, Karl og Elly, som jeg blev ind i mellem blev passet hos.

De havde , som jeg husker det, en nabo hvor konen lige pludselig gerne ville ud og realisere  sig selv, som det så smukt hed i de glade 70´er .

Jeg funderede meget over, hvor mon den realisering førte hende hen. Jeg fornemmede jo hurtigt, at det ikke var populært at ville realisere sig selv. Wow sikke reaktioner der kom ud af det, ” har du hørt det ? Nu vil hun også realisere sig selv…jamen altså og stakkels hendes mand” Her var der ingen søstersolidaritet, kvindelejr og kæmp for din ret til at være en fri kvinde at spore nogen steder.

Jeg sad og lyttede med på stolen ved siden af  når de voksne snakkede, et inferno af meninger og ramaskrig. Fik en følelse af , at det gør andre mennesker kede af det når vi vælger at træde ud af den kasse vi er sat i.  Den overbevisning havde jeg med mig langt op i mit voksenliv.

Jeg håber at livet har været god ved hende, og realiseringen førte hende steder hen fyldt med gode oplevelser.

 

Udgivet i Hvorfra min verden går. | Tagget , , , | Skriv en kommentar